Briefing

Jubilæums foredrag om dansk vin eventyr

Onsdag, 14 marts, 2018 - 19:00
Eksklusivt tilbud - KUN for betalende medlemmer af Netværk Nordvest

Pris for alle andre: 148 kr. 
Som betalende medlem af Netværk Nordvest: GRATIS ADGANG

Du får nu unik mulighed for at høre vinbonde Hans Jørgen Madsen fra Glenholm Vingårds jubilæumsforedrag på Morsø Landbrugsskole. Der er lagt op til et spændende og inspirerende arrangement, der går godt i tråd med planerne om at etablere en lille vinmark i forbindelse med den nye visionære helhedsskole, Nordic Food College, der skal etableres i tilknytning til den lokale landbrugsskole.

Hans Jørgen Madsen er et godt eksempel på, at man kommer langt med passion, stædighed, godt håndværk og sans for kvalitet. For 25 år siden var der ikke mange, der troede på idéen om dansk vinproduktion, men Hans Jørgen Madsen var mere end fortrøstningsfuld. Han havde boet en årrække i England, hvor han havde set, at det var muligt at dyrke vin under kolde himmelstrøg, og derfor tog han også beslutningen om at kaste sig ud i det og etablere sin egen vingård, da han vendte tilbage til Danmark.

Samarbejde mellem Nordic Food College og Glenholm Vingård
Det er nu 25 år siden, at Hans Jørgen Madsens livsværk, Glenholm Vingård i Vesthimmerland, blev en realitet, og Hans Jørgen Madsen har således været med gennem hele processen fra, hvor folk blot trak på smilebåndet af de danske vinproduktions-entusiaster og til i dag, hvor dansk vinproduktion er respekteret i international sammenhæng.

Der er helt sikkert lagt op til en spændende og inspirerende aften, hvor vi bliver guidet gennem dansk vinproduktions historie af én af koryfæerne på området. Vindyrkning er i dag en naturlig del af dansk landbrug, som vi også gerne vil prøve kræfter med på Nordic Food College, og vi har således planer om at etablere en lille vinmark i tilknytning til skolen, som vi vil drive i samarbejde med Glenholm Vingård. Vi glæder os derfor ekstra meget til at høre fortællingen om vindyrkning i Danmark generelt og om Hans Jørgen Madsens egne erfaringer fra Glenholm Vingård, lyder det fra Jonas Lundgren Bach Korsgaard, der er forstander på Morsø Landbrugsskole.

Arrangementet på Morsø Landbrugsskole starter kl. 19 med en velkomstdrink. Herefter er der foredrag og efterfølgende smagsprøver på Glenholm Vingårds produkter sammen med lidt mundgodt.